Thomas Jazrawi er ekstern lektor ved Roskilde Universitet. Han er forfatter til bogen ‘Kampen om floderne – Klima, konflikt og samarbejde langs verdens store floder’ og tidligere klima- og miljøredaktør på Globalnyt.

---

I foråret 2025 blev 26 turister i byen Pahalgam dræbt i et terrorangreb. Byen ligger i den del af den omstridte region, Kashmir, der er kontrolleret af Indien. Efterspillet på terrorangrebet fulgte et velkendt mønster. Inderne beskyldte rivalen Pakistan for at støtte terrorgrupper, og sendte missiler over grænsen mod nabolandet for at ramme grupperne. Pakistan besvarede ilden, og snart var der sammenstød med missiler, droner og kampfly mellem de to lande. 

Kilde til spændinger

Det er ikke kun ved Indusfloden, at vandressourcer er kilde til spændinger mellem lande. Siden 1990’erne har mange eksperter advaret om fremtidige ”krige om vand”. På den anden side har andre eksperter påstået, at der stort set aldrig har været en krig om vand, og at delte vandressourcer snarere har potentiale til at skabe fred mellem nationer gennem fælles aftaler. 

Der eksisterer næppe mange mere fredfyldte og harmoniske lyde end en rislende bæk, men fører delte vandressourcer til fred mellem nabolande? Eller er det snarere en kilde til konflikt? 

“Fraværet af krig er ikke nødvendigvis identisk med fred og gode forhold mellem nabostaterne”

Thomas Jazrawi

Jeg har i bogen ‘Kampen om floderne – klima, konflikt og samarbejde langs verdens store floder’ undersøgt fem områder, hvor der er stridigheder om delte vandressourcer og forskellige former for aftaler. Områderne strækker sig fra det nordøstlige Afrika, gennem Mellemøsten til Sydøstasien. Alle steder er der pres på vandressourcer, og allerede store, negative indflydelser fra klimaforandringer. Derfor er det ret ekstreme cases, men de viser et broget billede af, hvordan vandressourcer bliver håndteret i relationer mellem de stater, der deler dem. 

Mellem vandkrige og vandaftaler 

Er relationer mellem stater præget af forholdsvist venskabelige forhold, hvor uenigheder bliver løst med diplomatiske midler? Eller er der snarere tale om, at magt er ret i det internationale system, hvor der ikke er nogen overordnet myndighed til at sikre lov, orden og retfærdighed? Spørgsmålet om, hvorvidt delte vandressourcer fører til krig eller fred, skriver sig ind i en af de helt store debatter i samfundsvidenskabelige teorier om internationale forhold. 

Ifølge liberalismen, en af de store teorier i studiet af international politik, søger stater typisk gennem diplomati gode aftaler, der kan begunstige alle parter. Adfærden skyldes, at nationerne i høj grad er gensidigt afhængige i en globaliseret verden. Samtidig skaber aftaler med gensidige gevinster tillid, der giver grobund for fremtidige konstruktive forhandlinger. Når det drejer sig om vandressourcernes konfliktpotentiale, vil liberalisterne typisk pege på, at der eksisterer hundredvis af aftaler om delte vandressourcer i hele verden, og at der stort set ikke udkæmpes krige om vand. 

Et modsvar til den pointe kunne være, at de hundredvis af vandaftaler dækker over vidt forskellige typer. Mange af dem er reelt hensigtserklæringer uden bindende kraft, andre dækker måske ikke hele flodsystemet eller inkluderer alle flodnationerne, mens andre kan afspejle skæve magtforhold mellem ulige parter. 

Flere af dem har heller ikke – som tilfældet med Industraktaten – ført til reel fred eller gode forhold mellem nabostaterne. 

Derudover kan man påpege, at påstanden om, at der ikke har været udkæmpet krige om vand i nyere tid er tvivlsom. I hvert fald er der udkæmpet flere krige om de territorier, der i nogle områder er allervigtigst for den regionale vandforsyning. Disse modsvar og pointer har mere tilfælles med realismen, en teoretisk tilgang i international politik, der peger på, at det internationale system er præget af anarki, da der ikke eksisterer en overordnet myndighed. Den – eller de – stærkeste magter har dermed udpræget frihed til at tvinge deres vilje igennem. I det system vil alle stater derfor søge at øge deres magt, relativt til øvrige lande. Principperne gælder naturligvis også med en så vigtig ressource som ferskvand. 

Svage og vandfattige stater har størst behov for aftaler

Meget sigende er det, at to af verdens store vandhegemoner, der både har stor magt samt kontrol med regionale vandressourcer, Tyrkiet og Kina, ikke har indgået omfattende aftaler med andre lande om fælles vandressourcer. Kina har med annekteringen af Tibet kontrol med kilderne til flere af Asiens store floder, mens kilderne til Eufrat og Tigris ligger indenfor Tyrkiets grænser. Deres kontrol med vandressourcerne betyder, at de to lande dermed ikke har det store behov for at indgå i fælles aftaler om vandressourcer. Behovet for vandaftaler er typisk størst for de svage, vandfattige nationer, og de vil sikkert også være mere villige til at indgå i kompromisser for at opnå aftaler. Derfor kan der faktisk være en risiko for, at aftaler om vand kommer til at afspejle de ulige magtforhold mellem landene. 

Læs også: Ny data viser Israels omfattende angreb på Palæstinensiske vandkilder

Samtidigt er det værd at bemærke, at de vigtigste områder for vandforsyningen i flere af de områder, jeg har undersøgt, er blandt de mest omstridte i verden. Kashmir, Vestbredden, Golanhøjderne og Tibet er de vigtigste kilder til vand i områderne, og der er tale om meget omstridte grænser, som på den ene eller anden måde ikke er fuldt ud accepteret af alle parter. Samtidigt har alle de lande, der i dag har kontrol med områderne på den ene eller den anden måde, tilegnet sig denne kontrol med magtmidler. Disse kendsgerninger giver lodder i vægtskålen til den realistiske tolkning af internationale forhold og delte vandressourcer.  

Utilstrækkelige aftaler

Men hvad så med aftalerne? Har de ikke skabt fred og venskabelige forhold mellem nabostaterne? Tja, heldigvis er der langt mellem krigene. Til gengæld er der mange uenigheder – til tider ligefrem trusler – mellem de stater, der deler vigtige vandressourcer. 

Og fraværet af krig er ikke nødvendigvis identisk med fred og gode forhold mellem nabostaterne. Der er flere forhandlingsspor og aftaler i de områder, jeg har undersøgt. Nogle af aftalerne fungerer udmærket, men ingen af dem har endegyldigt løst udfordringerne. Lad os kigge på Industraktaten som eksempel. 

Industraktaten, der blev underskrevet af Indien og Pakistan i 1960, bliver eksempelvis kaldt en af de mest succesrige aftaler om vand, men den har som allerede nævnt slet, slet ikke skabt fred eller ordentlige relationer mellem de to parter, der nærmest regelmæssigt er på kanten af krig. I stedet for at spekulere i, hvorfor Industraktaten ikke har ført til bedre forhold mellem de to lande, taler man om, at aftalen fra 1960 har overlevet flere krige. Og mange afviser, at krigene mellem de to lande handler om vandressourcer, selvom de fleste er udkæmpet om eller i Kashmir, der netop rummer kilderne til Indusbassinet.

Læs også: Den kommende regering bør prioritere rent vand på alle hospitaler og flere jordmødre

Industraktaten har meget klare og konkrete regler om deling af vandressourcerne samt hver parts ret til at udnytte dem, men den har ikke løst uenighederne om status for Kashmir. Da den for tiden er suspenderet, er dens fremtid i øvrigt uvis. At der i de nylige, regelmæssige konfrontationer mellem de to lande ikke officielt bliver erklæret krig, handler nok mere om, at de to lande begge er bevæbnet med atomvåben, hvilket med stor sandsynlighed lægger en dæmper på krigslysten.

To overordnede måder at strikke en aftale sammen på

Industraktaten er en af de to helt overordnede typer af vandaftaler om delte vandressourcer, jeg har identificeret i min bog. På den ene side er der aftaler som Industraktaten, der konkret deler vandressourcerne kvantitativt, og har klare regler for, hvor meget hver part har ret til at udnytte floderne. På den anden side er der rammeaftaler med regler og principper for, hvordan parterne kan tale sig til rette om uenigheder, særligt angående projekter langs floderne. Her er retten til at udnytte vandressourcerne altså ikke defineret på forhånd som i Industraktaten, men i stedet bliver der lagt op til, at parterne under reglerne i rammen selv kan tale sig til rette om de konkrete projekter. 

Mekong-kommissionen og Nile Basin Initiative er gode eksempler på sidstnævnte type af aftaler. 

Mekong-kommissionen blev indgået i starten af 1990’erne, og den har således været gældende i en tid, hvor der efter de blodige krige under Den Kolde Krig har hersket nogenlunde fredelige forhold i regionen. Først i 2010’erne er vandaftalen imidlertid for alvor blevet testet. Her har flere af Laos’ dæmninger ved floden nemlig været til debat. Kravet er ifølge aftalen, at en nation skal underrette de øvrige, hvis den planlægger projekter af en vis størrelse langs hovedfloden. De øvrige lande kan herefter kræve en konsultation om projektet, hvis de har bekymringer om de eventuelle påvirkninger af floderne. Det har de haft om de laotiske dæmninger, hvor særligt Vietnam frygter, at det får konsekvenser for det økonomisk vigtige Mekongdelta, der lider af gentagende tørkeperioder og saltvandsindtrængen. 

Resultatet af konsultationerne har imidlertid været, at parterne ikke nåede til enighed. Laos valgte på den baggrund at fortsætte med byggeriet af dæmningerne, der nu er ved at være i funktion. 

“Floder over hele verden er som så meget andet natur ekstremt truet af forurening, overudnyttelse, naturødelæggelser og klimaforandringer”

Thomas Jazrawi

Den store forskel på de to typer af aftaler, jeg identificerer i min bog, er altså, at den ene type deler vandressourcer kvantitativt med beskrivelse af hvert enkelt lands ret til mængder og forskellige projekter, mens den anden type lader det være op til medlemmerne selv at tale sig til rette. Det illustrerer ganske fint nogle generelle dilemmaer for vandaftaler. Kan nationerne på forhånd blive enige om at dele flodressourcerne mellem sig? Og hvis de ikke kan det, kan de så gøre det efterfølgende, hvis der bliver sat institutionelle rammer for diskussionerne af dem?

I realiteten har Industraktaten blot delt et sammenhængende flodsystem med hovedfloden Indus samt fem bifloder og alle de tilhørende økosystemer i to dele, som de to lande hver især kan udnytte. Derfor er det måske ikke så underligt, at hele flodssystemet i dag er stærkt overudnyttet, forurenet og fragmenteret. Med Mekong-kommissionen er der til gengæld rammer for projekter og fælles håndtering af den store flod, der kaldes for ‘flodernes moder’, og som også er under et miljømæssigt pres. Samtidigt har det vist sig meget vanskeligt for landene at tale sig til rette, når det gælder konkrete projekter, der påvirker flodløbet.

Aftalerne presses af forurening og klimaforandringer

Den ringe sundhedstilstand er ikke unik for de to floder. Floder over hele verden er som så meget andet natur ekstremt truet af forurening, overudnyttelse, naturødelæggelser og klimaforandringer. Det gælder også floder, hvor der er nogenlunde velfungerende aftaler, eksempelvis fredsaftalen mellem Israel og Jordan. Den rummer meget konkrete afsnit om Jordanfloden, som på dele af strækningen udgør grænsen mellem de to lande.

Selvom vandaftalen fungerer nogenlunde, og har medvirket til det, der bliver kaldt en ‘kold fred’ mellem de to lande, er grænsefloden i en meget ringe tilstand. En af årsagen er, at aftalen kun dækker den nedre del af Jordanfloden, ruten mellem Genesaret Sø og Det Døde Hav. Den del er naturligvis dybt afhængig af den øvre del, der har kilder i Libanon og Golanhøjderne, men disse dele er ikke dækket af fælles aftaler. Flere aftaler om vandressourcer har altså ikke kunne sikre håndtering af forurening, klimaforandringer, naturødelæggelser og overudnyttelse. 

Endnu mere pres i fremtiden

Hvad kan vi så lære af disse erfaringer? Først og fremmest er der store udfordringer med vandressourcer generelt og delte vandressourcer specifikt mange steder i verden. Delte vandressourcer fører ikke automatisk til krig, konflikt eller fælles aftaler. Fælles aftaler fører heller ikke automatisk til fred eller fredelig sameksistens. Nogle krige, der ikke er blevet forstået som krige om vand, har måske været det, fordi de er blevet udkæmpet om de territorier, der er helt afgørende for den regionale vandforsyning. Bare fordi, at der ikke er blevet udkæmpet mange krige om vand i fortiden, betyder det ikke nødvendigvis, at det samme gælder for fremtiden.

“Hvis vi ikke passer på de vigtige ressourcer fra naturen, risikerer vi, at de mest ekstreme tilfælde i dag bliver de almindelige tilfælde i fremtiden”

For floder og andre ferskvandsressourcer vil blive langt mere presset i fremtiden. Klimaforandringer betyder, at gletsjerne smelter og den gradvise strøm af smeltevand fra bjergområderne bliver reduceret betydeligt. Ismasserne i de høje tinder i Himalaya har stadig noget modstandskraft, men smeltevandet fra de lavere bjergtoppe i eksempelvis Europas alper er allerede på retræte og vil gradvist levere mindre vand til floderne. Fra udmundinger og deltaer vil saltvand trænge længere og længere op af flodløbet. Udbuddet af ferskvand er presset, men efterspørgslen stiger som følge af befolkningsvækst. 

Det bedste, vi kan gøre, er at passe langt bedre på floder og anden natur, der leverer livsvigtige ressourcer til os. Fælles håndtering af grænsekrydsende floder gennem aftaler, der også rummer principper om at undgå forurening og naturødelæggelse samt at sikre floderne mod klimaforandringer, er vigtigt. Sidstnævnte kan skabe bedre forhold mellem nabostater gennem samarbejde, der skal sikre sunde floder. 

I min bog har jeg undersøgt de fem områder, hvor der generelt er stort pres på vandressourcerne, og hvor klimaforandringer for alvor trænger sig på. Vandressourcerne er mere pressede her end mange andre steder. Der er sikkert mange fine vandaftaler i verden, der fungerer ganske fint – endnu.

Men hvis vi ikke passer på de vigtige ressourcer fra naturen, risikerer vi, at de mest ekstreme tilfælde i dag bliver de almindelige tilfælde i fremtiden. 

Artiklen er en del af serien Sommerfred. Du kan læse resten af serien her.