Der er ikke meget opposition tilbage i Uganda. Yoweri Museveni styrer det meste.

Det har han gjort siden 1986, hvilket betyder, at størstedelen af Ugandas meget unge befolkning aldrig har kendt et land uden ham ved roret.

Det gælder også de to ungdomspolitikere Adepo Francis og Tulengera Emmanuel fra oppositionspartiet Forum for Democratic Change (FDC). De lever begge en usikker tilværelse på grund af deres politiske engagement, men bruger alligevel størstedelen af deres tid på at skabe en fremtid for Uganda uden Museveni.

“I Uganda styrer Museveni alt: militæret, domstolene og politiet. Ved hvert valg kender man resultatet på forhånd.”

“Uganda er ikke en familievirksomhed”

Adepo Francis, Ugandisk oppositionspolitiker

“Men lige nu har han aldrig været svagere. Mange er trætte af ham og styret, og det vil vi forsøge at udnytte,” fortæller Adepo Francis, da Globalnyt møder ham og hans makker i en solbeskinnet baggård i det indre København.

De er inviteret af organisationen Global Aktion til at holde et oplæg om den politiske udvikling i Uganda. En udvikling, der lige nu er præget af en forestående overgangsperiode, hvor den 81-årige Museveni potentielt synger på sidste vers, mens hans søn, general Muhoozi Kainerugaba, er blevet kørt i stilling til at overtage posten om nogle år.

Læs også: Undersøgelse: EU-støtte til afrikanske valg falder i de forkerte hænder

“Uganda er ikke en familievirksomhed,” siger han.

“Vi oplever en demokratisk kvælning lige nu, fordi Museveni forsøger at holde fast i magten ved at indføre en række love, der gør det sværere for civilsamfundet at overleve og skabe et Uganda uden ham og hans søn.”

Kriminelt at snakke med udenlandske journalister

Loven, som Adepo Francis refererer til, kaldes officielt “beskyttelse af suverænitet”, men for ham handler den overhovedet ikke om suverænitet. Eller jo, Musevenis suverænitet. For loven, der trådte i kraft i midten af maj, vil gøre det tæt på umuligt at modtage udenlandsk støtte til både civilsamfundet og oppositionen, hvilket vil gøre det vanskeligt for dem og resten af den fragmenterede opposition at operere.

“De vil sikre, at der ikke er noget civilsamfund tilbage i landet. Bare det, at jeg sidder og taler med dig, ville være ulovligt i Uganda lige nu på grund af den lov,” siger han og fortæller, at han muligvis ville kunne fængsles for at have denne samtale.

“Diktatorer opbygger en kultur baseret på frygt, og det har Museveni gjort i 40 år i Uganda”

Adepo Francis, Oppositionspolitiker i Uganda

“Når jeg fortæller dig om korruptionen i Uganda, og hvordan regeringen undertrykker civilsamfundet, bliver jeg automatisk kriminel i deres øjne.”

Selvom loven mødte stor modstand fra både civilsamfundet og de indflydelsesrige muslimske og kristne miljøer i Uganda, vedtog parlamentet den alligevel.

“Alle de store organisationer var imod den, så mit håb er, at folk fortsat vil tale højt og kritisere regeringen. De kan jo ikke indespærre os alle,” siger han og retter samtidig en kritik mod Europa.

“Europa bakker langt hen ad vejen Museveni op, fordi han har bragt stabilitet. Men den stabilitet kommer med vores frihed som pris.”

Tulengera Emmanuel bryder ind i samtalen. For ifølge ham kommer Europa indirekte til at finansiere Musevenis regime gennem udviklingsbistanden.

“Donationer fra Vesten er svære at kontrollere. Pengene bruges også til våben og tåregas, som anvendes mod demonstranter, når myndighederne bortfører og dræber os.”

Det går ikke til at reducere fattigdom eller forbedre forholdene for befolkningen?

“Noget af det gør, men korruptionen er så omfattende, at det er umuligt at garantere. Lige nu har vi flere kampvogne end ambulancer, så det kan godt være, at donationerne går til fattigdomsbekæmpelse, men så bruger Museveni resten af budgettet på politi og militær,” argumenterer han.

Østafrikas anti-demokratiske bølge

Netop den stigende konflikt mellem politi og demonstranter har de seneste år skabt overskrifter i flere østafrikanske lande. Så meget, at man er begyndt at tale om en decideret anti-demokratisk bølge, hvor både Adepo Francis og Tulengera Emmanuel frygter, at statslederne begynder at dele erfaringer med hinanden om, hvordan man bedst knækker oppositionen. 

“Museveni er begyndt at lære fra sig, når han besøger Kenya eller Tanzania,” siger Adepo Francis. 

Kigger man på de største lande, kan man også se et mønster. I januar i år vandt Museveni valget med 75 procent af vælgerne efter over 550 anholdelser på medlemmer af oppositionen, ifølge FNs menneskeretskommission.

Læs også: Uganderne går til valg – men spørgsmålet er hvor meget de har at vælge imellem

Og i efteråret 2025 vandt Samia Suluhu Hassan det tanzanianske valg med 98 procent af stemmerne ved at benytte en lignende opskrift af arrestationer og opstillingsforbud mod bestemte kandidater. Det førte til kampe mellem demonstranter og politi, som kostede over 500 mennesker livet.

Samme frygt har man også i Kenya, som i sommeren 2027 afholder det første valg efter de store protester som i sommeren, hvor politiet skød og dræbte adskillige demonstranter og lavede vilkårlige arrestationer på civilsamfundet. 

Hvis demokrati betyder, at vi stadig er fattige, selvom vi kan stemme, så er det jo ligegyldigt”

Tulengera Emmanuel, Oppositionspolitiker i Uganda

Derfor er både Tulengera Emmanuel og Adepo Francis nervøse for, at den autoritære bølge vil give Museveni mere selvtillid. 

“Diktatorer opbygger en kultur baseret på frygt, og det har Museveni gjort i 40 år i Uganda. Men når jeg kigger mod Kenya og Tanzania og ser på de mennesker, som går imod styret, så inspirerer det mig også til at gøre modstand,” siger Adepo Francis. 

Men frygter du ikke, at vilkårene også forværres? Vi har jo set at Kenyas præsident har haft møder med Tanzanias præsident om håndteringen af store demonstrationer.  

“Jo, og det gentager et mønster. Museveni har også været læremester for Samia Suluhu Hassan.”

“Men det bliver vi nødt til at konfrontere, hvis vi skal forandre Uganda til et demokrati,” siger Adepo Francis.

Mellem effektivitet og demokrati

Går man rundt i en afrikansk storby, ser man hurtigt portrætter af Burkina Fasos militærleder og de facto-enehersker Ibrahim Traoré. Han hyldes på busser, og hans navn står ofte skrevet som graffiti på bygninger.

Det er ofte de samme unge mennesker, som har været ledende skikkelser i protesterne mod præsidenter i eksempelvis Uganda eller Kenya, der hylder ham. Det gælder også Tulengera Emmanuel, som i vores samtale nævner Ibrahim Traoré som en afrikansk leder, der har formået at løfte sit land.

Derfor spørger jeg også Tulengera Emmanuel, hvordan man både kan tale om en demokratisk transformation og samtidig hylde en person som Ibrahim Traoré.

“Traoré er en inspiration for os fordi han har vist, at vi som afrikanere kan stå på egne ben. Han smed franskmændene ud og står nu kun til ansvar for sin egen befolkning.”

Men står han – som de facto enehersker – til ansvar for sin befolkning? 

“Han har gjort meget for at udvikle landet. Veje og skoler bliver bygget uden at vesten blander sig.”

Så demokrati er også et spørgsmål om effektivitet?

“Demokrati skal også være effektivt og udvikle et land. Hvis demokrati betyder, at vi stadig er fattige, selvom vi kan stemme, så er det jo ligegyldigt,” fortæller han.

“Uden adgang til basale nødvendigheder, så mister man hurtigt troen på demokratiet.”