Men andre kontinenter går heller ikke fri, siger Michel Forst. 

Han har som opgave, i sin rolle som FN’s specialrapportør for miljøforkæmpere, at sikre, at stater overholder aktivisters rettigheder, når de gør opmærksom på miljøudfordringer. Og der er nok for ham at holde øje med, forklarer han, da jeg møder ham i København

“De civile rum forringes over hele verden. Jeg har modtaget mange klager fra miljøforkæmpere, der både har oplevet trusler og angreb, og straf, forfølgelse eller chikane fra myndigheder,” fortæller han.

Her har han mødt og lyttet til danske klimaaktivisters historier om alt fra politivold til angreb fra politikere, som helst ser, at klimaaktivisterne holder op med at bruge deres rettigheder, som Danmark ellers har tilsluttet sig gennem FN’s Århus-konvention. Blandt andet udtalte den tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, i forbindelse med en protest, at klimaaktivister “ødelægger demokratiet”.

“Europæiske regeringer fokuserer ofte mere på rettighederne for miljøforkæmpere i Sydamerika end i Europa, hvilket kan virke paradoksalt når mulighederne for at protestere frit også forringes i Europa”.

Michel Forst, FN’s Specialrapportør for miljøforkæmpere

Som en del af sit arbejde rapporterede Michel Forst sidste år til de regeringer, der har underskrevet hans mandat, at de største trusler mod miljøforkæmpere kom fra stater og virksomheder. De forhindrer på hver deres måde miljøbeskyttere i at gøre opmærksom på miljøets forværrede tilstand. 

“Nogle mine- og fossilvirksomheder er sandsynligvis involveret i krænkelser af rettigheder. I Afrika og Sydamerika bruger de nogle gang deres bånd til regeringen til at forhindre miljøforkæmpere i at gøre opmærksom på de miljømæssige og sociale tab ved projekterne”, fortæller Michel Forst og nævner Uganda som et eksempel.

Læs også: Ugandiske Mpiima Ibrahim kæmper mod omstridt olieprojekt: ”Vi sætter livet på spil”

Her har den franske oliegigant TotalEnergies bygget verdens længste opvarmede olierørledning, som skal føre olie fra Uganda og ud til havnen i Tanzania. Et projekt, som har mødt modstand fra mange lokale, som siden er endt i fængsel.

Den grønne omstilling kan føre til flere konflikter

Ikke mindst fordi den statslige prioritering af omstillingen kan blive så stor, at stater vil være villige til at se gennem fingre med overtrædelser af menneskers individuelle rettigheder. 

Særligt i det globale Syd, hvor udenlandske investeringer i store energiprojekter kan være den bedste vej til at få penge i statskassen.

Et spørgsmål om rettigheder, grøn omstilling og økonomi. 

“Jeg forstår dilemmaet. Men min rolle er at beskytte miljøforkæmpere. Også dem der vedrører projekter til den såkaldte grønne omstilling. Stater, der har ratificeret Århuskonventionen er juridisk forpligtede til at sikre, at miljøforkæmpere ikke straffes eller chikaneres for deres involvering i projekter relateret til den grønne omstilling”, siger han.

Alligevel advarer Michel Forst om, at det politiske fokus på den grønne omstilling udfordrer retten til at få prøvet sager ved domstolene, som kan forhindre udbygningen af energiprojekter. 

Selv hvis projekterne viser sig at have “uoprettelige miljøkonsekvenser” og forårsager “trusler mod miljøforkæmpere”, som han skriver i en rapport. Her har han også erfaret, at stater og virksomheder kan misbruge et grønt stempel til at gøre miljøforkæmpere tavse.

“Det ‘grønne’ mærke bruges ofte til at ignorere den negative indvirkning projekter  kan have på lokale og oprindelige samfund, og de trusler, som miljøforkæmpere står overfor, når de slår alarm om miljøkonsekvenserne.”

Europa bruger andre metoder

For Michel Forst er forskellen mellem Europa og resten af verden stor, når det kommer til at sikre miljøforkæmperes rettigheder. Der er stadig ytringsfrihed og en politisk opmærksomhed på at overholde retten til at protestere i Europa. Men tingene kan ændre sig hurtigt, siger han.

I de senere år har han modtaget utallige klager fra miljøaktivister rundt omkring i europæiske lande, som for ham vidner om rettighedsmæssige tilbageskridt.

Samlet set kan det føre til chilling effects blandt miljøforkæmpere, som ikke tør deltage i demonstrationer eller ytre sig online af frygt for store bøder, vold fra politiet eller fyringer fra arbejdspladser. 

Læs også: Vesten skærper kursen mod klimaaktivister: “Dybt unødvendigt og chokerende”

I et studie beskriver den danske miljøorganisation NOAH, at lande som Tyskland, Italien og Storbritannien eksempelvis alle har vedtaget lovgivning, som begrænser miljøaktivisme. 

“Medierne gør ikke nok for at forklare hvorfor aktivisterne er på gaden”

Michel Forst, FN’s Specialrapportør for miljøforkæmpere

For Michel Forst er det eksempler på, hvordan europæiske lande benytter andre metoder til at dæmpe grøn politisk aktivisme.

“Angrebene mod miljøforkæmpere i Europa er mere sofistikerede. Her bruger man oftere lovgivning og søgsmål end i andre dele af verden, hvor store virksomheder allerede har stor indflydelse på udformningen af lovgivningen,” siger FN-rapportøren.

Tror du, at Europa lader sig inspirere af andre dele af verden i håndteringen af miljøforkæmpere?

“Vi har også i Europa klare mistanker om forbindelser mellem industrien og lovgivere, men i modsætning til i resten af verden har vi ingen beviser for, at det finder sted i Europa,” siger han.

“Derfor tror jeg ikke, at det bliver lige så slemt i Europa som i resten af verden,” siger han Michel Forst. 

Han tilføjer, at europæiske politikere ofte har mere travlt med at pege fingre af forholdene i andre lande end med at fokusere på deres egen baghave.

“Europæiske regeringer fokuserer ofte mere på rettighederne for miljøforkæmpere i Sydamerika end i Europa, hvilket kan virke paradoksalt, når mulighederne for at protestere frit også forringes i Europa”.

Medierne har et ansvar for at forstå miljøforkæmpere

Når miljøforkæmpere og klimaaktivister i de senere år har trukket overskrifter i danske medier, har det ofte været i forbindelse med brugen af civil ulydighed frem for diskussioner om klimaets reelle tilstand. 

For når aktivister har kastet maling på glasbeskyttede malerier eller blokeret trafikken en tilfældig mandag morgen, bliver det som regel mødt med politisk forargelse og spørgsmål fra journalister om, hvorvidt “handlingen skader sagen”. 

For Michel Forst vidner det om, at hverken politikere eller medier for alvor har sat sig ind i hverken klimakrisen eller aktivismens demokratiske rolle.

“Medierne gør ikke nok for at forklare hvorfor aktivisterne er på gaden. I stedet viser de bare billeder af blokaden uden at spørge aktivisterne, hvorfor de bruger store dele af deres liv på at gøre opmærksom på klimakrisen” siger han og opsummerer. 

“Der bliver ikke skabt en forbindelse mellem protesterne og årsagerne til, at folk protesterer.”

Men er aktivisterne et vigtigt element i den grønne omstilling? 

“Ja, jeg er optimistisk. Selvom det stadig er en lille del af befolkningen, så ser det ud til, at flere og flere mennesker forstår alvoren” 

I mange lande i det globale Syd er der ikke de samme muligheder som for eksempel i Danmark for at demonstrere for klimaet og imod udbygningen af fossil infrastruktur. 
Hvilke muligheder har de for aktivisme?

“Jeg ser flere og flere unge mennesker rundt omkring i verden benytte forskellige former for civil ulydighed, som ikke var så hyppigt for et par år siden. De har normalt været involveret på forskellige måder med debatter og underskriftsindsamlinger, men stillet over for manglen på konkrete og meningsfulde handlinger fra regeringer til at håndtere klimakrisen og de planetariske kriser, så søger de andre måder at udtrykke deres bekymringer på,” siger han.

“Om det er effektivt, må tiden vise. Men mit job er i det mindste at sørge for, at de kan udøve deres rettigheder, og sikre deres ret til fredelige miljøprotester uden repressalier”.