tirsdag 10 marts 2026

Lene Hundborg Koss

Ny forskning fra DTU peger på, at resultatet af en resistensmåling kan afhænge af de betingelser, bakterien testes under. Standard laboratorietests foregår under faste, ensartede forhold, men ændrer man for eksempel testmiljøet, kan den samme bakterie i nogle tilfælde være enten mere eller mindre følsom over for antibiotika end det, laboratorieresultatet viser.

Når læger eller dyrlæger får et laboratoriesvar på, om en bakterieprøve er resistent overfor antibiotika, vil svaret typisk være, at bakterien er følsom (og dermed kan behandles med antibiotika) – eller at den ikke er det. Svaret er korrekt for de standardiserede testbetingelser, laboratorier bruger, og netop standardiseringen gør, at resultater kan sammenlignes på tværs af laboratorier.

Men standardbetingelserne afspejler ikke nødvendigvis alle de miljøer, bakterier møder i virkeligheden. I kroppen (og i forskellige værter) kan forhold som pH (hvor surt eller basisk et miljø er) og temperatur variere, og det kan påvirke, hvor godt bestemte resistensgener virker.

”Vi har kigget på to udbredte resistensgener, og vi kan se, at pH og temperatur kan ændre meget på, hvor godt resistensgenerne virker, og dermed hvor følsom bakterien er overfor antibiotika. Det kan måske betyde, at en behandling kan virke inde i kroppen, selv om laboratorietests ville sige, at den ikke gør – og omvendt. Og måske endnu vigtigere: Det kan give nye bud på, hvordan og hvorfor antibiotikaresistens udvikler sig og spreder sig i naturen, hos dyr og mellem bakterier,” siger professor i DTU Fødevareinstituttet Frank Møller Aarestrup.

Og netop hvordan antimikrobiel resistens udvikler og spreder sig er vigtigt at afdække, da antibiotikaresistens har udviklet sig til en overhængende trussel mod den globale folkesundhed. 

I studiet har forskerne undersøgt to udbredte resistensgener for, hvordan resistensniveauet ændrede sig, når de ændrede pH og temperatur under kontrollerede laboratorieforhold. De målte blandt andet, hvor meget antibiotika, der skal til for at dræbe bakterien, når de ændrede pH.

Forskerne undersøgte også betydningen af temperaturer, der kan sammenlignes med kropstemperaturen af forskellige værter. Her så de en effekt ved temperaturer, der svarer til fugle (omkring 42°C) sammenlignet med mennesker (omkring 37°C). 

Hvis et resistensgen virker bedre ved 42°C end ved 37°C (eller omvendt), kan det påvirke, hvor let bakterier, der bærer genet, overlever og spreder sig i fugle – og dermed hvor stor en rolle fugle kan spille som værter for bakterier med den type resistens.

Det er vigtigt at overvåge fugle i sammenhæng med antibiotikaresistens, fordi de både kan opsamle og videreføre resistente bakterier og resistensgener og samtidig afspejler spredningen mellem miljø, landbrug og byområder over store afstande.

Forskningen kan altså på længere sigt bidrage til en bedre forståelse af, hvordan resistens kan komme til udtryk i forskellige miljøer, og hvorfor resistens kan udvikle sig og sprede sig. 

”Studiet kan hjælpe med at forstå, hvor og hvornår bestemte resistensgener har størst betydning - for eksempel i bestemte værter, ved bestemte temperaturer eller i bestemte pH-nicher. Så i stedet for kun at spørge “findes resistensgenet her?”, kan man i højere grad også spørge “under hvilke forhold virker det bedst, og i hvilke værter er de betingelser til stede? Er det f.eks. i fugle eller mennesker,” siger postdoc i DTU Fødevareinstituttet Mikkel Anbo.

Studiet er udført i laboratoriet på et begrænset materiale, og der skal forskes mere, før forskerne kan sige, hvad den nye viden ellers kan bruges til. Forskningen rejser en række spørgsmål og muligheder, f.eks.:

• For det første er det interessant at undersøge, om det samme gælder for flere resistensgener og ikke kun de to, der er testet i studiet.
• På længere sigt kan forskningen få betydning for, hvordan vi forstår og fortolker laboratorietest. Studiet viser, at resistensniveauet kan flytte sig, når pH eller temperatur ændres. Det betyder ikke, at standardtests er forkerte, men det peger på, at standardtests ikke nødvendigvis fanger hele billedet af, hvordan resistensgener virker under andre betingelser.
• Forskningen peger også på en mulig fremtidig idé for urinvejsinfektioner. I forsøgsopstillingen blev resistensgenet CTX-M-15 markant svagere ved mere basisk pH, og i nogle tilfælde tippede det fra resistent til følsomt overfor antibiotika. Det kan give anledning til at undersøge, om man ved infektion i urinvejene kan ændre miljøet på en måde, så man kan bekæmpe resistente infektioner. 

Fakta

Den videnskabelige artikel Contrasting pH optima of β-lactamases CTX-M and CMY influence Escherichia coli fitness and resistance ecology er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Applied and Environmental Microbiology. Forskningen er finansieret af Novo Nordisk Fonden og EU Horizon 2020. 

Læs mere om Forskningsgruppen for Genetisk Epidemiologi.