I ly af USA’s og Israels angreb i Iran er Libanon blevet forvandlet til et land i undtagelsestilstand.

Der er krig i den sydlige del af landet mellem den iransk-støttede politisk-militære organisation Hizbollah og Israel. Hizbollah har besvaret angrebet på Iran med raket- og droneangreb på Israel. Og Israel bomber Libanon fra luften og har samtidig indsat styrker på landjorden i det sydlige Libanon.

Krigen har taget hele landet som gidsel og gjort 1,2 millioner mennesker til internt fordrevne.

Flere organisationer har kritiseret Israel for at bruge den samme drejebog i Libanon, som landet har brugt i Gaza siden Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023, hvor godt 1.200 civile og soldater blev dræbt. Det har efterladt Gaza totalsmadret, mens minimum 72.000 palæstinensere er blevet dræbt under israelske angreb.

“Det er tydeligt, at de israelske styrker gentager det samme mønster i Libanon, som de gjorde i Gaza. De angriber civile, kritisk civil infrastruktur og redningspersonale,” lød det blandt andet fra Oxfams landechef i Libanon i sidste uge.

Mere diplomatisk lyder det fra Dansk Flygtningehjælps landechef, Sabrina Derham, der er på besøg i København fra sit hjem i Beirut.

“Vores bekymring er udhulingen af ​​international humanitær ret, hvilket naturligvis har været et stort problem i Gaza. Og vi ser den samme dynamik i Libanon, at der ikke er respekt for loven,” siger Sabrina Derham til Globalnyt.

En libanesisk mand fra Beiruts sydlige nabolag Dahyeh har slået sig ned på en parkeringsplads ved havnen. Foto: Chris McGrath/Getty Images

Sabrina Derham fortæller, at hele Libanon på den ene eller anden måde er berørt af krigen mellem Hizbollah og Israel. Det gælder også hovedstaden Beirut, hvor bomberne kan ses, og lyden fra de israelske droner er konstant. 

“Hvis du bevæger dig rundt i Beirut, vil du se folk på gaden, folk der sover i deres biler. Du vil se kvinder og børn sidde på parkeringspladser, og børn der vandrer rundt, fordi de ikke kan gå i skole.”

Et område sikret til total militær kamp

De nuværende angreb i Libanon startede 2. marts. Det var dagen, hvor Hizbollah sendte raketter ind over det nordlige Israel som svar på Israels og USA’s invasion af Iran. Israel svarede prompte igen. Kampfly angreb særligt i det sydlige Libanon, hvor Hizbollah både er politisk valgt og har deres militære højborg.

Ifølge tal fra FN’s kontor for humanitære anliggender (OCHA) er mindst 50 sundhedscentre og fem hospitaler blevet lukket. 53 sundhedsarbejdere er blev dræbt og 91 andre såret. Det værste tilfælde foregik i byen Burj Qalaouiyah. Her ramte israelske bomber et hospital. 12 læger, paramedicinere og sygeplejersker blev dræbt.

13. marts ramte et israelsk angreb en lægeklinik i byen Burj Qalaouiyah og dræbte 12 læger, paramedicinere og sygeplejersker. Foto Adri Salido/Getty Images

Hizbollah har langt fra lagt våbnene. De sender stadig raketter over grænsen, selvom de har været tvunget til at trække deres tunge artilleri ud af det sydlige Libanon.

Spørger man professor i Mellemøststudier på Roskilde Universitet Sune Haugbølle, ligger sammenligningen med Israels fremfærd i Gaza lige for. Det lægger den israelske regering heller ikke skjul på, påpeger han.

Forsvarsminister Israel Katz meddelte tidligere på måneden, at han og Netanyahu havde “instrueret IDF i at ødelægge terrorinfrastrukturen i landsbyerne nær grænsen i Libanon, ligesom det blev gjort mod Hamas i Rafah [og] Beit Hanoun”. 

De to sidstnævne byer i Gaza er i dag totaltsmadrede. Der står stort set ikke en bygning tilbage. Og mens Netanyahu taler om at anlægge en ny bufferzone i Libanon, så mener flere af hans ministre, at Israel reelt skal rykke sin grænse op til Litani-floden og dermed annektere en stor del af Libanon. 

Begge dele, minder Sune Haugbølle om, er en besættelse.

“Strategisk er det lidt den samme fremgangsmåde med at ødelægge civil infrastruktur, at tvinge folk på flugt, altså den her tvangsfordrivelse. Det har de gjort ved at lave evakueringszoner og uddele kort til beboere om, hvor de skal bevæge sig hen og ad hvilke veje, og på den måde lave en slags område, der er sikret til total militær kamp,” forklarer han.

“Potentielt kan den strategi betyde, at man ødelægger hele området. Fordi når de først er renset for civilbefolkningen, så føler israelerne, at de har lov til at smadre det, de synes er nødvendigt.”

Så sent som i mandags øgede Benyamin Netanyahu den israelske offensiv i Libanon. Få dage inden havde han godkendt indkaldelsen af 400.000 reservesoldater til krigene mod Hizbollah og Iran.

“Jeg har netop instrueret i at udvide den eksisterende sikkerhedsbufferzone yderligere. Vi er fast besluttet på fundamentalt at ændre situationen i det nordlige [Israel],” siger Netanyahu i en video ifølge Al-Jazeera.

Kan eller vil ikke flygte

I Dansk Flygtningehjælp anser man ikke krigen for at være startet den 2. marts. I stedet ser man kampene som en eskalering af den igangværende konflikt, som startede tilbage i 2024 som en udløber af Gaza-krigen, fortæller Sabrina Derham. Men denne gang er dynamikken en anden, mener hun.

“Vi ser, at en hel del mennesker bliver i de områder, der potentielt er berørt af konflikten, sammenlignet med 2024.”

Det begrunder hun både i, at krigen har forstærket de sociale spændinger internt i landet. Det betyder, at mange af de fordrevne bliver i syd i stedet for at flygte til den nordlige del af landet.

Samtidig er det ofte svært for familier at tage afsted, fordi varslerne om et kommende angreb på et område ofte kommer i sidste øjeblik, hvis det da sker.

“Nogle af angrebene sker uden varsel, andre har en varsel på 15 minutter eller en halv time. Så folk samler bogstaveligt talt bare deres familie og tager afsted. For ældre mennesker, mennesker med handicap eller folk med små børn er det meget svært at forlade deres hjem så hurtigt,” siger Sabrina Derham.

Nyhedsbureauet AP har besøgt den libanesiske landsby Tyre, der på grund af bombninger af broer over Litani-floden er blevet stort set afskåret fra resten af Libanon.

“Dette er vores land – hvor skulle vi tage hen? Vi vil ikke forlade vores hjem, selv hvis de bliver ødelagt,” siger en 55-årige kvinde Jihan Salama, hvis hun er blevet smadret, til AP.

De mange libanesere, som denne gang har valgt eller har set sig nødsaget til at blive i de områder, som israelerne har forsøgt evakuere, risikerer nu ifølge Sune Haugbølle en slags kollektiv afstraffelse.

“Det er også det, der ligger i Gaza-modellen. At hvis beboerne ikke selv vil gøre noget ved problemet, så vil israelerne gøre det på deres egen måde. Det vil sige, at de lokale kommer til at bøde for, at Hizbollah har været til stede i de her områder,” forklarer han.

Mangel på ressourcer

I modsætning til Gaza kan Israel ikke kontrollere den humanitære adgang til Libanon. Alligevel bekymrer det Dansk Flygtningehjælp, når Israel bomber broer over Litani-floden.

“Bombningen af ​​broer er bekymrende, fordi det begrænser folk i at flygte for deres egen sikkerhed. Men også fordi det begrænser adgangen til humanitær bistand,” siger Sabrina Derham.

Hun fortæller, at der nu kun er to fungerende broer over Litani-floden, men at lokalsamfundene syd for floden har stort behov for hjælp.

“Markederne mange steder fungerer ikke. Derfor er det nødvendigt at kunne sende lastbiler og humanitære arbejdere til disse områder.”

Og organisationerne i Libanon har begrænsede ressourcer til at hjælp. Libanon er i dag det land i verden med flest flygtninge per indbygger, idet der allerede inden 2. marts var 1,5 millioner syriske flygtninge og 200.000 palæstinensere i landet.

Det gør, at organisationer som Dansk Flygtningehjælp skal smøre deres allerede sparsomme ressourcer i Libanon endnu tyndere ud, fortæller Sabrina Derham. Hun mærker tydeligt det seneste års massive nedskæringer i støtten fra USA og en række europæiske lande.

“Det er mærkbar forskel på støtten i 2024 sammenlignet med i dag. Der er færre ressourcer, og i sidste ende betyder det, at vi kan støtte færre mennesker, og at vi ikke er i stand til at imødekomme de behov, der er,” fortæller Sabrina Derham.

En langstrakt krig

Det er ellers meget muligt at både ngo’erne og den libanesiske befolkning skal forberede sig på en langvarig konflikt.

Det mener Sune Haugbølle, der ikke tror, at krigen i Libanon slutter, hvis USA og Israel trækker sig ud af Iran. Tværtimod er det mest sandsynlige, at den fortsætter.

Både Hizbollah og Israel har valgt krigen som den bedste vej frem lige nu.

“Israel ser det her som en gylden mulighed til at få nedkæmpet Hizbollah. Og den logik forsvinder ikke ved, at krigen i Iran stopper. Der vil Israel stadigvæk sige, at truslen for Hizbollah består.”

Der er dog én mulighed for, at krigen i Libanon alligevel kan slutte med krigen i Iran. At iranerne gør det til et krav i fredsforhandlingerne med USA, at Israel også stopper sin kamp mod Hizbollah. Det har Iran faktisk allerede været ude og sige. 

“Jeg tror bare ikke, det er sandsynligt, at Netanyahu giver en flyvende fis for det. Så skulle det være, fordi amerikanerne virkelig tvinger ham. Altså, at de virkelig vil have afsluttet krigen, og derfor sætter ham stolen for døren.”