Malene Sønderskov er evalueringsspecialist og medstifter af StrategyHouse.dk med fokus på evaluering af sociale forandringsprojekter, særligt inden for køn og menneskerettigheder.

Hvordan evaluerer man et sundhedsprogram i Gaza og på Vestbredden, når Gaza er afskåret, byer på Vestbredden er under belejring, og missilerne flyver frem og tilbage? Det spurgte jeg også mig selv om da jeg blev bedt om at evaluere et sundhedsprogram for palæstinensiske kvinder, leveret af Palestinian Medical Relief Society (PMRS). Svaret blev pragmatisk.

Først og fremmest tegner kvinderne og sundhedspersonalet et billede af en sundhedsindsats, der fortsat opererer under ekstreme vilkår. I dag, hvor verdens opmærksomhed retter sig mod Hormuzstrædet og stigende energipriser, så er adgangen til sundhed i Gaza fortsat yderst begrænset og præget af mangel på næsten alt.

Resultatet er forsinket eller ingen behandling af akut sygdom, spredning af smitsomme sygdomme, usikre graviditeter og fødsler.

Sundhed i Gaza er langt fra et isoleret spørgsmål om behandling. Adspurgt om hvad der kunne forbedre deres sundhed, peger kvinderne i lige så høj grad på “basale” forhold som mad, indkomst, bedre boligforhold og hygiejne, som på adgang til basal behandling. Omkring 80 procent af kvinderne angiver at mangel på indkomst påvirker deres sundhedstilstand negativt, mens 50% angiver angst, stress og traumer.

Dermed understreger svarene noget både banalt og vigtigt: at sundhedsydelser først og fremmest forbedrer sundheden, når de leveres i et stabilt miljø.  Når mennesker mister alt – hjem, indkomst, adgang til mad og medicin er konsekvensen sygdom og lidelse. Uanset hvor godt et sundhedssystem der måtte være.

Det blev endnu tydeligere da vi sammenlignede Gaza-kvindernes svar med svar fra kvinderne på Vestbredden. Her var det ikke basale fornødenheder, men adgangen til en gynækolog, sundhedsoplysning og den fortsatte adgang til lægehjælp kvinderne fremhævede som vigtigt for deres sundhed. 

Det viste sig også i kvindernes svar på hvilke ændringer – positive eller negative – de havde oplevet i deres sundhed i løbet af de seneste to år. Hvor kvinderne på Vestbredden fremhæver øget viden om og kompetencer til at varetage egen eller andres sundhed, så bar Gaza-kvindernes svar præg af tab og fortvivlelse.

Men et af de mest markante fund fra svarene er måske, hvor afhængige kvinderne er af den hjælp de får gennem Palestinian Medical Relief Society. I Gaza angiver 72 % af de adspurgte kvinder at PMRS er deres primære eller eneste kilde til sundhedshjælp.

Fra et dansk – eller europæisk – bistandsperspektiv understreger det hvor vigtig palæstinensernes egen infrastruktur og egne humanitære indsatser er for adgangen til humanitær og medicinsk hjælp i en katastrofesituation. De er ikke blot et supplement, men selve fundamentet for adgang til sundhed. De var til stede før krigen – med sundhedstilbud, nabohjælp, frivillige førstehjælpere og ”community health workers”. De fortsatte under krigen, med mobile klinikker, psykosocial støtte og nødhjælp. Og de er der stadig.  

Men selv om det tegner et tydeligt billede af at palæstinenserne ”kan selv”, så viser evalueringen også at der er grænser for, hvad selv de mest robuste lokale organisationer kan opnå, når krigsførende magter systematisk overtræder basale menneskerettigheder og forpligtelser under krigsførelse.

PMRS har nemlig ikke skabt politiske resultater, der kunne styrke kvinders generelle adgang til sundhed, sådan som det var planlagt. Og uden et internationalt samfund, der kunne – eller ville – lægge det nødvendige pres på den israelske besættelse, er udsigterne til at det lykkes dystre.

Det understreger vigtigheden af at det internationale civilsamfund – og herunder også danske organisationer – forsvarer en rettighedsbaseret udviklingsdagsorden, hvis bistand skal skabe varige forbedringer. Et ansvar, som mange organisationer kæmper med at løfte. Dels fordi hjemlige politiske strømninger og kræfter sætter spørgsmålstegn ved deres legitimitet til at gøre det. Dels fordi Israel truer internationale udviklingsorganisationer med at ophæve deres tilladelse til at operere i Gaza og på Vestbredden hvis de kritiserer Israels krigsforbrydelser.

Men PMRS’ og andre palæstinensiske organisationers dominerende rolle i den humanitære indsats udfordrer også europæiske NGO’er i spørgsmålet om hvor langt de kan og vil gå i forhold til at udfolde den globale lokaliseringsdagsorden, de selv har været med til at formulere.

Budskabet fra de mange kvinder og sundhedspersonaler der har svaret på spørgeskemaundersøgelsen om sundhed fra telte i Gaza og mobile klinikker på Vestbredden er derfor klart:

Skal der skabes varig og bæredygtig adgang til sundhed og sunde liv kræver det først og fremmest en kontekst der ikke producerer død og ødelæggelse men mad på bordet og baggrund for udvikling. Det forudsætter at vi arbejder konsekvent for en grundlæggende respekt for og håndhævelse af basale rettigheder.

Og skal palæstinensiske organisationer langsigtet levere sundhedsydelser af god kvalitet der hvor andre ikke har adgang, er det ikke nok at vi støtter projektaktiviteter. Vi skal også støtte investeringer i infrastruktur. Helt i tråd med den internationale lokaliseringsdagsorden.

I hvilket omfang kan, tør og vil danske og europæiske NGO’er det?