Fahad Naveed er gymnasieelev

Den nye israelske lov om dødsstraf for terror er blevet mødt med både opbakning og kritik. For nogle fremstår den som et nødvendigt svar på en alvorlig sikkerhedssituation. For andre, som jeg selv, rejser den et spørgsmål om retfærdighed og rettigheder. Men kan en lov, der potentielt behandler borgere forskelligt, kaldes retfærdig? Og hvad betyder det, hvis den strider med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2, der sikrer ethvert menneske ret til liv?

Denne lov betyder, at personer dømt for dødelige terrorangreb ved militære domstole som udgangspunkt skal idømmes dødsstraf. I praksis er det næsten udelukkende palæstinensere, som stilles for disse domstole, mens israelere dømmes ved civile domstole. Uanset hvordan man vender og drejer det, opstår der reelt en situation, hvor to grupper ikke behandles ens i retssystemet.

Hvis loven ikke anvendes ens, kan man så tale om lighed for loven? De militære domstole, hvor dødsstraf nu kan blive udgangspunktet, har længe imødegået kritik fra menneskerettighedsorganisationer. Blandt kritikken fremhæves en domfældelsesrate på omkring 96 procent samt begrænsede muligheder for et effektivt forsvar. Når en vidtgående straf som dødsstraf indføres i et system, hvor retssikkerheden betvivles, øges risikoen for fejl.

Kritikken af loven indebærer ikke kun konsekvenser i praksis, men også dens forhold til internationale regler. Genevekonventionerne fastslår, at civile i besatte områder skal beskyttes og at en besættelsesmagt ikke frit må indføre ny potentiel diskriminerende lovgivning (jfr. Den fjerde konvention, artikel 27 og 64)

Samtidig understreger FN’s menneskerettighedssystem retten til liv samt retten til en retfærdig retsforhandling som grundlæggende principper. Her mener jeg, at der opstår et paradoks: Hvis en lov rammer én befolkningsgruppe anderledes end en anden, især i et retssystem med dokumenterede udfordringer, er det grundlag for at spørge, om principperne overholdes.

Forstå mig ret: begge parter står i en alvorlig situation, men det er afgørende, at de løsninger, der vælges, ikke underminerer de principper, som retssystemet bygger på. I en bredere sammenhæng rejser sagen også et essentielt spørgsmål om, hvordan Danmark som international aktør skal forholde sig til brud på grundlæggende principper og internationale traktater.

Da Rusland invaderede Ukraine, blev massakren i Bucha, hvor hundredvis af civile blev dræbt, mødt med klare fordømmelser og sanktioner, og man lagde vægt på internationale regler og universelle menneskerettighedsprincipper. Spørgsmålet er imidlertid, om de samme gør sig gældende i alle tilfælde, eller om principperne i praksis anvendes forskelligt.

I en artikel fra DR beskrives det blandt andet, hvordan israelske styrker skød mod en bil på Vestbredden og dræbte to børn på henholdsvis fem og syv år samt deres forældre. Ifølge artiklen er sådanne hændelser ikke enestående, og samtidig bliver ansvar sjældent placeret. Hvad siger det om retfærdighed, når civile liv går tabt uden klare konsekvenser i det ene tilfælde og sanktioner i det andet?  

Hvis vi ønsker at fastholde, at internationale regler og krav gælder for alle, kræver det en vis grad af konsekvens og ansvar. Ellers mister principperne deres tyngde og fremstår som selektive. Danmark tilkendegiver sig som en stærk fortaler for menneskerettigheder og international ret. Det har blandt andet været tydeligt i forhold til invasionen af Ukraine. Men gælder det samme i politisk følsomme situationer? Det handler ikke om at være for eller imod en stat, men om hvordan vi forholder os til principperne bag international ret og retssamfund. Lighed for loven, retten til liv og retfærdig behandling ved domstolene er ikke blot grundlæggende værdier, men principper som styrker retssystemets legitimitet.

Hvis disse principper kun gælder i nogle tilfælde, mister de deres betydning. For hvad er menneskerettigheder værd, hvis de ikke håndhæves konsekvent? Retfærdighed kan ikke være afhængig af, hvem man er, eller hvilken side man står på.